Header menu

Grupper og samtaler

Gruppebehandling og samtaler er et vigtigt element i din behandling.

NB: PÅ grund af corona-restriktioner er alle grupper pt online grupper.

Vores førstevalg til behandlingstilbud vil ofte være gruppebehandling.

Det skyldes, at besværligheder og udfordringer bliver mindre, når man er fælles om dem. Fællesskabet og støtten i en gruppe kan være et vigtigt element i din behandling.

I en gruppe mødes man en eller to gange om ugen. Der er 10-12 deltagere og en eller to behandlere tilknyttet gruppen. De andre deltagere kan have andre rusmiddelproblemer end alkohol, f.eks. problemer med hash, kokain eller andre centralstimulerende stoffer.

Metoder og temaer

Behandlerne bruger flere forskellige metoder i gruppebehandlingen, f.eks. motiverende samtale, kognitiv terapi, den løsningsfokuserede tilgang og narrativ metode. Indimellem kan der også være oplæg om alkohol eller stoffer og deres virkning.

Typisk vil hver gruppesession have et bestemt tema. Temaer kan være:

  • at sætte sig et mål og arbejde med at nå det fra gang til gang
  • ambivalens - både at have lyst til at stoppe og lyst til at drikke
  • at håndtere svære følelser uden at drikke
  • strategier for, hvad du gør i situationer, hvor der er stor risiko for at falde i
  • identitet - hvem er du med og uden alkohol, og hvem vil du gerne være?
  • selvværd
  • at skabe godt netværk og gode relationer, f.eks. til din familie

Du har mulighed for at arbejde med dine egne problemstillinger og udfordringer fra gang til gang. Samtidig hører du de andres erfaringer, og I kan give sparring på hinandens udfordringer.

Vi har flere forskellige typer grupper: Ungegrupper, forældregrupper, grupper for dig der er alkohol- og stoffri og for dig, der gerne vil være det. Tal med din rusmiddelbehandler om, hvad der kan være den bedste gruppe for dig.

Individuelle samtaleforløb

Nogle vil have mulighed for at få individuelle samtaleforløb med en behandler, f.eks. hvis du af fysiske, psykiske eller sociale årsager har svært ved at deltage i en gruppe. 

Tematikkerne og øvelserne vil mange gange være de samme som dét, der drøftes i grupperne.