Hvornår drikker man for meget?
En god tommelfingerregel er, at man drikker for meget, når familie, venner, kolleger eller du selv bliver bekymret eller kede af den måde alkohol fylder - om det blot er en gang i mellem eller om det er dagligt.
Har jeg et alkoholproblem?
Vis alle
Sundhedsstyrelsens anbefalinger
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle over 18 år eller derover højst drikker 10 genstande om ugen og højst 4 genstande på samme dag. Er du under 18 år, er Sundhedsstyrelsens anbefaling, at du lader være med at drikke alkohol.
Sundhedsstyrelsen bruger ikke ordet alkoholiker. I stedet kan man tale om, hvorvidt du har et:
- stort forbrug af alkohol
- et problematisk forbrug af alkohol
- er afhængig af alkohol
Stort forbrug af alkohol
Et stort forbrug af alkohol er når, du drikker mere end sundhedsstyrelsens anbefalinger. Et stort alkoholforbrug kan være skadeligt for dit helbred. Det kan fx føre til kræft, depression eller leverskader.
Du kan godt have et stort forbrug af alkohol, uden at være afhængig - og omvendt.
Problematisk forbrug af alkohol
Et problematisk forbrug af alkohol betyder, at alkohol skaber problemer i dit liv og dit forhold til dine omgivelser. Det kan være, at du ikke kan være den far, mor, partner eller kollega, som du ønsker at være. Eller at dine nærmeste bliver kede af det på grund af dine alkoholvaner.
Afhængig af alkohol
Du er afhængig af alkohol, hvis du kan nikke genkendende til mindst tre ud af de seks symptomer beskrevet nedenfor:
- Kontroltab - du mister kontrollen over, hvor meget du drikker.
- Trang til alkohol - Så stærk trang at det er svært at modstå.
- Øget tolerance - Du kan "tåle" mere uden at virke fuld.
- Abstinenser efter alkohol, f.eks. sveden og rysten på hænderne, når du ikke indtager alkohol.
- Forsætter med at drikke trods erkendt skadevirkning, fx. at du fortsætter, selvom du risikerer at miste dit job, helbred eller familie.
- Alkohol spiller en dominerende rolle i dit liv, og du tænker meget over, hvornår du kan få alkohol næste gang.
Hvad er abstinenser efter alkohol?
Vis alle
Hvilke symptomer på abstinenser skal jeg holde øje med?
Abstinenser opstår typisk 8-36 timer efter du er stoppet med at drikke. Her kan du fx. opleve:
- Uro eller angst
- Tristhed/nedstemthed
- Søvnbesvær
- Sveden
- Rystende hænderne
- Kvalme
- Hovedpine
Hvorfor får man abstinenser?
Abstinenser opstår, fordi kroppen har vænnet sig til det store forbrug af alkohol.
Når forbruget stopper, skal kroppens system vænne sig til den nye tilstand.
Hvordan skal jeg reagere på mine abstinenser?
Tag aldrig 'en kold tyrker'.
Det er farligt at tage en "kold tyrker", hvis du er afhængig af alkohol. Sørg altid for at få medicinsk behandling.
Du kan få ambulant medicinsk behandling i Rusmiddelbehandling København. Kontakt en af vores enheder, hvis du ønsker at komme i medicinsk behandling.