Hvornår fylder stofferne for meget?
Har jeg et misbrug af stoffer?
En god tommelfingerregel er, at du tager for mange stoffer, hvis din familie, venner, kolleger eller du selv bliver bekymret eller kede af den måde stofferne fylder, om det blot er en gang i mellem eller om det er dagligt.
Spørg dig selv eller dine nærmeste om dit forbrug af stoffer, skaber problemer for dig selv i din hverdag og din relation til dine omgivelser.
Det kan være i forhold til:
- dit helbred
- koncentrationsbesvær
- humørsvingninger udover det normale
- søvnforstyrrelser
- uddannelse/arbejde
- økonomi
- relationer til venner og familie
Det er vigtigt at kende forskellen på, hvem der styrer dit forbrug - dig eller stofferne? Det kan være vanskeligt at skelne mellem, hvornår stoffer er for sjov og hvornår de bliver for alvor.
Når stofferne bliver for alvor og begynder at fylde for meget, oplever mange at miste lysten til ting og eller aktiviteter, som tidligere havde stor interesse.
Fravær fra arbejde/uddannelse vil begynde at fylde. Mere og mere tid og energi vil være koncentreret omkring stofferne og indtaget af disse og normale dagligdags gøremål og pligter glider i baggrunden og forsømmes.
Hvordan kommer jeg ud af mit misbrug?
Første skridt er at tage beslutningen om, at dit forbrug af stoffer skal ændres eller helt stoppes. Uanset hvor motiveret du er, kan det være en god ide at få hjælp. Der er mange muligheder for at få kvalificeret hjælp.
Vane og afhængighed kan være svært at bryde. Hvis du gerne vil ændre dit forbrug af stoffer, kan det være en god idé at få hjælp, uanset om du har et stort forbrug, problematisk forbrug eller er afhængig.
Læs om dine muligheder for at komme i stofbehandling i Rusmiddelbehandling København
Du er altid velkommen til at ringe eller møde op i en af vores enheder i Rusmiddelbehandling København - uden henvisning. Vi står klar til at hjælpe dig, når du er klar.