Psykologhjælp
Et psykologforløb består typisk af individuelle samtaleforløb, gruppebehandling eller akut krisebehandling.
Er der tvivl om, du har en psykiatrisk diagnose, vurderer vi også, om der er behov for, at du bliver udredt.
Du kan få et psykologforløb, hvis du oplever psykiske udfordringer, som har med dit rusmiddelforbrug at gøre, og hvis udfordringerne har betydning for selve din rusmiddelbehandling.
Derudover skal du være indskrevet i rusmiddelbehandling og tilknyttet en af disse enheder:
- Rusmiddelbehandling Spaniensgade
- Rusmiddelbehandling Nyropsgade
- Rusmiddelbehandling Hørsholmsgade
- Rusmiddelbehandling Prags Boulevard
- Rusmiddelbehandling Vigerslev Allé
- Rusmiddelbehandling Ørnevej
- Specialenheden Tomsgårdsvej
- Specialenhed for heroinbehandling – Valmuen
Om psykologhjælp og opstart
Fold alle ud
Hvordan foregår de individuelle samtaler?
Et individuelt samtaleforløb er et rum for dig, der har brug for at arbejde 1:1 med en psykolog om det, der fylder meget og formentlig påvirker dit rusmiddelforbrug.
Der arbejdes med forskellige emner og problematikker, heriblandt depression, angstproblematikker, følelses- og vredeshåndtering, impulskontrol, livskvalitet, identitets- og traumefokuseret behandling.
Et individuelt forløb er typisk 10 samtaler.
Hvornår kan jeg få akut krisebehandling?
Hvis du bliver udsat for eller er vidne til en akut, livstruende krise, kan du blive henvist til et akutforløb. Dette kan fx være voldelige overfald, trafikulykker, nærtståendes dødsfald, seksuelle overgreb, selvmordsforsøg eller alvorlig invaliderende sygdom.
Din kontaktperson eller behandlingsansvarlige skal sende en henvisning til psykologerne, senest 60 dage efter at hændelsen er sket.
Et akutforløb varer typisk 3 samtaler. Hvis der er behov for yderligere psykologbehandling, er der mulighed at blive sat på ventelisten til et almindeligt individuelt forløb.
Hvordan ser et gruppeforløb typisk ud?
Psykologindsatsen tilbyder også gruppebehandling. Formålet med gruppebehandling er at normalisere og afstigmatisere og dermed kan gruppeforløbene være med til at modvirke ensomhed og følelsen af at stå alene med psykiske udfordringer.
På nuværende tidspunkt tilbydes angstgruppen, men andre gruppeforløb er under udvikling.
Hvad går angstgruppen ud på?
Angstgruppen er målrettet dig, der oplever angst i hverdagen – en formel diagnose er ikke et krav.
I gruppen arbejdes med livskvalitet og eksponering for at mindske følelsen af angst.
Forløbet består typisk af 10 sessioner. En session varer 2 timer.
Hvordan kommer jeg i et forløb og får psykologhjælp?
For at få et individuelt eller akut forløb samt gruppebehandling skal du have en henvisning fra din rusmiddelbehandler.
Herefter vurderer psykologerne, om et psykologforløb er relevant for dig.
Hvis du bliver tilbudt et psykologforløb, bliver du skrevet på venteliste, og når der er plads, bliver du kontaktet af din psykolog.
Du skal være opmærksom på, at psykologen ringer fra hemmeligt nummer eller via appen Emento, så I kan aftale en tid til opstart.
For at deltage i angstgruppen skal din rusmiddelbehandler eller kontaktperson tilmelde dig et obligatorisk infomøde, hvor du hører mere om gruppen og de temaer, der arbejdes med. Derefter vælger du om gruppen er noget for dig. Angstgruppen afholdes to gange årligt.