Sådan hjælper du din nærmeste

Det kan være svært at være pårørende til en, som har et stort forbrug af alkohol eller stoffer. Få hjælp til, hvordan du starter den svære samtale i et forsøg på at vække motivationen hos din nære for at ændre forbruget af rusmidler.

Din støtte og omsorg betyder meget

Det har stor betydning for personen, der bruger rusmidler, at vedkommende har støttende pårørende omkring sig. Det kan være med til at øge chancerne for, at forbruget af alkohol eller stoffer ændrer sig eller ophører.  

Det er dog aldrig dit ansvar som pårørende, at din nære, der har et forbrug af rusmidler, får hjælp. Det er vedkommendes eget ansvar. Men er du som pårørende støttende og kommer med opbakning før, under og efter et behandlingsforløb, kan det have stor betydning for den enkelte i rusmiddelbehandling.

Den svære samtale

Vil du som pårørende til en med et stort forbrug af rusmidler gerne hjælpe, er der flere ting, du kan gøre. En af dem er at tage den svære samtale om deres forbrug af rusmidler.

Når du italesætter problemet, er det vigtigt, at du fokuserer på din bekymring og undlader at italesætte fejl og mangler. Fokuser på det, der fungerer og det, du sætter pris på ved personen.  

Sørg for, at du tager udgangspunkt i dig og dine følelser. Og gør opmærksom på dine tanker og behov. Brug også gerne konkrete eksempler på, hvordan personens rusmiddelforbrug påvirker dig og jeres relation.

Vær forberedt på, at din velmenende bekymring kan blive mødt af vrede. Her er det vigtigt, at du ikke møder din nære med modstand, men accepterer personens umiddelbare følelser. Hold i stedet fokus på samtalen, og at du gør det for at støtte vedkommende. 

Syv råd til at tage snakken om alkohol (fra Alkohol og Samfund)

Fold alle ud

1. Hvem, hvor og hvornår

Overvej, hvem der skal deltage til samtalen. Både så I kan støtte hinanden, men også så den med et rusmiddelforbrug har en at støtte sig til. Overvej også, hvor og hvornår I skal mødes. Vælg gerne et trygt sted, så personen føler sig tryg, og et tidspunkt på dagen, hvor han eller hun ikke er påvirket.

2. Samtalen

Forberedelsen er vigtig. Har du brug for det, kan du skrive det ned, som du gerne vil sige. På den måde er du sikker på, at du får sagt alt, du vil sige til din nærmeste med et rusmiddelforbrug.

3. Ønsker

Overvej, hvad du gerne vil have, der skal ske efter samtalen. Lad også gerne personen med et rusmiddelforbrug komme med sit bud på, hvad der skal ske efter jeres samtale. Vis respekt og tillid og forklar med gode argumenter, hvorfor personens eget bud er urealistisk ift. dine egne ønske og håb for fremtiden.

4. Grænser

Overvej, om du vil sætte grænser fx: ”Jeg vil ikke have dig på besøg, når du er påvirket”.

5. Konsekvenser

Overvej, om det skal have konsekvenser, hvis personen ikke vil leve op til dine ønsker. Pres ikke personen op i et hjørne og undgå at komme med trusler, hvis du ikke er klar til at handle på dem. Han eller hun skal føle sig støttet, ikke truet.

6. At søge behandling

Gør op med dig selv, hvor meget hjælp du vil tilbyde fx hjælp til at booke den første samtale hos et behandlingstilbud eller eventuelt selv deltage i behandlingen. Italesæt også de konsekvenser, det kan have, hvis personen med et rusmiddelforbrug ikke vil søge hjælp.

7. Afsluttende

Lav nogle konkrete aftaler med personen, der har et rusmiddelforbrug.